I dag var dagen...
Kl. 17.15 skulle jeg være ved mødestedet, hvor jeg ville få udleveret det kort, jeg skulle bruge til Meet & Greet'en med Steps. Jeg var der lidt tidligt. Mens jeg ventede, snakkede jeg med nogle mennesker fra Sydøstasien, der havde taget turen hele vejen til Storbritannien for at se Steps. En af dem skulle også til Meet & Greet'en.
Da klokken blev 17.15 skulle vi stille os i kø. Jeg var nummer 2 i køen. Jeg fik mit kort og fik at vide, hvor jeg skulle være omkring 30 minutter senere. Jeg fandt stedet lige bagefter, så jeg stod som nummer 2 i køen igen. Mens jeg var i køen, syntes jeg, at jeg hørte nogle tale dansk bag mig. Og jeg hørte rigtigt. Der var et dansk par, der også skulle til Meet & Greet'en. Vi snakkede et stykke tid. Jeg fortalte dem, at jeg troede, jeg ville være den eneste dansker til koncerten (og M & G). De havde haft nøjagtig samme tanke. Da vi var færdige med at snakke gik jeg hen til mit sted i køen igen.
Efter ca. 30 minutter kom en mand, som fortalte os at gå mod indgangen. Vi gjorde dette og efter at have gået igennem en metal detektor og få min taske tjekket, kom jeg igennem. Efter at have kommet igennem indgangen ventede vi i lidt i noget tid før en mand ledte os hen til det rum, hvor Meet & Greet'en skulle være.
Mens vi var i rummet, skulle vi endnu en gang stille os i kø. Og som de andre gange var jeg nummer 2 i køen igen. Fyren fra Sydøstasien var den første i køen, men han var for nervøs, så han spurgte mig, om jeg ville være den første i køen. Jeg sagde ok. Mens jeg var først i køen, blev en kvinde i en elektrisk kørestol mere og mere ivrig, og hendes hjælper spurgte mig, om det var ok, at hun kunne være den første i køen. Jeg sagde selvfølgelig ok til dette.
Så var det tid til Meet & Greet'en. Da det var tid for mig at møde Steps, var jeg lidt nervøs ... Dog ikke så nervøs som jeg troede jeg ville være. Jeg blev spurgt, om jeg ville have noget signeret. Jeg gav min billet og de signerede den, før jeg gik ind. Da jeg så dem, fik jeg et knus fra Faye og Lee. Jeg stod mellem H og Claire. H elskede mit outfit. Han spurgte mig, hvor min accent var fra. Da jeg fortalte ham at accenten kom fra Danmark, blev forbløffet og overrasket på samme tid. Jeg fortalte ham, at det var min første gang at skulle se dem live. Han fortalte mig til at have en fantastisk koncert, og at jeg ville elske koncerten.
Så var det over ... Meet & Greet'en gik for hurtigt. De er bare de sødeste menesker. Jeg fandt mine ting og gik ud af lokalet. Da jeg kom ud, spurgte en mand, om jeg ville vente der, indtil jeg kunne komme ind i arenaen eller gå ud i hovedområdet (hvis jeg ville have noget at spise). Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville vente der (jeg havde spist før Meet & Greet'en). Da dørene åbnede, fortalte manden, at jeg kunne gå ind i arenaen, hvilket jeg så gjorde.
Jeg fandt min siddeplads på gulvet, og jeg ventede lige indtil den første kunstner, Max Restaino gik på. Jeg vidste ikke hvem han var. Hans musik var faktisk ret god. Han spillede i ca. 15 minutter, indtil der var en lille pause før den anden kunstner, Vengaboys gik på.
Da de gik på, begyndte festen. De spillede alle de sange, folk kender, og vi sang med. Efter ca. 30 minutter var de færdige, og det var næsten tid til Steps.
Omkring 20.40 startede showet. Steps startede koncerten med Scared Of The Dark fra deres nye album. Alle de nerver, jeg havde i forvejen, om jeg kunne nyde en koncert alene (at ingen venner eller familie var med) var fuldstændig væk, fordi jeg allerede sang og dansede. Og det var allerede under den første sang. Herefter sang de Deeper Shade Of Blue.
Og så kom Chain Reaction. Så var det tid til sangen Happy, også fra deres nye album. Og så Stomp. Så var der en medley af Better Best Forgotten / Last Thing On My Mind
Den næste var Enough Is Enough / No More Tears On The Dancefloor. Den næste sang var Dancing With A Broken Heart, som er fra deluxe udgaven af deres nye album. Så var det When I Said Goodbye.
Så kom sangen, der startede Det hele for Steps. 5,6,7,8. Jeg har altid elsket den sang. Og jeg må sige, at koncert udgaven var et af mine højdepunkter fra koncerten. Det var bare det bedste, de kunne finde på at gøre med sangen.
Den næste sang var Better the Devil You Know. Så var det It's The way You Make Feel. Heartbeart, som var deres eneste jule nummer 1 på den britiske hitliste, var den næste sang.
Så sang de Story of A Heart, mens en video af klip fra de gamle videoer blev vist på skærmen.
Så var det medley tid igen. Summer Of Love / Paradise Lost / Despacito. Så var det Neon Blue. En anden af sangene fra deres nye album. Og jeg elsker fuldstændig denne sang.
Så var det medley tid igen. Denne gang var det Love U More / You'll Be Sorry / After The Love Is Gone
Den anden sidste sang var Love's Got A Hold Of My Heart. Den sidste sang var One For Sorrow. Jeg sang og dansede som mit liv var afhængigt af det, mens de sang denne sang. ;-) Jeg blev helt grebet af atmosfæren i arenaen. Da de var færdige, gik de fra scenen.
Publikum klappede og klappede, da vi vidste, at de ikke havde sunget en sang, som sandsynligvis er en af deres mest kendte sange. Den sang var Tragedy, og det var sangen, som endte med at være deres ekstra nummer. Mens Lisa, Faye & Claire dansede med mænd og Lee med en kvinde under Tragedy, dansede H med en mand. Jeg elskede det. ;-)
I slutningen af en af sangene var ordet Love Wins på skærmen i regnbuefarver. Jeg elskede denne gestus og betydningen bag den. Og på et tidspunkt i en af sangene var der 2 mandlige dansere der dansede med hinanden og 2 kvindelige dansere, der dansede med hinanden.
Så var der gået 2 timer og koncerten var forbi. Og så tog jeg tilbage til hotellet. Som jeg ankom til ca. en ½ time efter koncerten var overstået.
Meet & Greet'en og koncerten var et af mine absolutte højdepunkter i år. Jeg fortryder ikke en smule, at jeg besluttede mig til at tage alene afsted. Jeg dansede og sang igennem hele koncerten, og jeg kunne ikke have nydt det mere, end jeg gjorde. Jeg havde virkelig en af de bedste dage af mit liv den dag / aften. Jeg har været fan i 20 år. Og det er noget særligt at en drøm går i opfyldelse efter 20 år.
Selvom Meet & Greet'en gik alt for hurtigt, vil jeg altid huske de få minutter, jeg havde med Steps. Og de var så søde. Og både Lee og H duftede dejligt. ;-)
Comments
Post a Comment