Tilbageblik 2014

Da vi næsten er i 2015 er det tid til at se tilbage året som er gået. Og 2014 har været et godt år for mig.

Det er blevet til nogle koncerter for mig i 2014. 6 koncerter blev det til i alt. Koncertåret startede i marts måned med Michael Hardinger Band. Bandet spiller mere eller mindre rent Shu-Bi-Dua numre. Michael Hardinger er jo tidligere medlem i Shu-Bi-Dua og 2 andre medlemmer fra bandet er også fra Shu-Bi-Dua (Jørgen Thorup og Kim Daugaard) Jeg så dem yderligere 2 gange senere på året. I juni og i august måned.  Den juni måned var i Tivoli Friheden, hvor de spillede Sankt Hans aften. Så for første gang fik jeg Midsommersangen live.
Maj måned var den ”store” koncert måned for mig. Jeg var til 3 koncerter i denne måned.  Det startede med New Kids On The Block (NKOTB) på Frederiksberg. En koncert jeg havde set frem til længe og det var stor oplevelse at opleve dem både før, under og efter koncerten. Karina og jeg tog på en tøsetur til København for at se dem og havde et par skønne dage. Håber, jeg kommer til at se dem i koncert på et tidspunkt.
2 dage efter NKOTB koncerten skulle Karina og jeg til koncert med Robbie Williams i Herning ca. 10 måneder efter vi så ham i Parken i 2013. En skøn swing koncert med den lige så skønne Robbie. I mine øjne er han og vil altid være en stor entertainer.  Jeg nyder hans koncerter også denne swing koncert.
I slutningen af maj måned skulle Karina, Ulrik, Simon og jeg til Bryan Adams koncert i Aalborg. Deroppe mødtes vi med Line, en Bryan Adams fan Karina og jeg kender.  Det var en af hans Bare Bones koncerter vi var til. Mange tror at, hvis man skal til en af hans koncerter skal det være en rock koncert. Mange er bare ikke klar over at hans akustiske koncerter er lige så gode som rock koncerterne. Det er noget andet, når man er til disse koncerter, men man kan sagtens sidde og rocke med selvom man sidder ned.

Arbejdsmæssigt har der også været nogle ændringer. Siden sommeren 2012 har jeg haft 2 arbejdssteder. Dette blev ændret i januar måned, efter ændringer i arbejdsopgaver, hvor jeg fik tildelt et spændende område, som sekretær for Audiologisk Lokalklinik. Jeg skulle arbejde for klinikken 2 timer dagligt. Jeg er stadig aflønnet af kommunen.  For at dette kunne løses på den bedste måde, blev det bestemt, at jeg fremover kun skulle have 1 arbejdssted. Så i januar måned sagde jeg farvel til de af mine kolleger, som jeg havde arbejdet sammen med siden 2007.  Og flyttede så til det sted, som var mit andet arbejdssted fra 2012. Nu er det så snart et år siden. Jeg savner stadig de kolleger, som jeg har sagt farvel til, men jeg har det godt blandt mine ”nye” kolleger.
I august måned fik mit arbejde en afdelingsleder. Der har været en periode, hvor vores leder har siddet fysisk et andet sted end os, så det har været svært ikke at have en leder dagligt, så det blev besluttet at vi skulle have en afdelingsleder. Han er kendt i kommunen, så nogle af os kendte ham i forvejen. Han gør indtil videre et godt stykke arbejde. Der er kommet mere ro i afdelingen.
Den 29. september startede jeg med at studere på heltid. Jeg fik orlov fra kommunen, og startede et kompetenceprojekt, hvor kommunen trak dem der havde tilmeldt sig, ud fra arbejdet i 6 måneder. Og ansatte en rotationsvikar i perioden. Derved fik de studerende ro til at studere. Det er de 3 første fag i Kommunomen (en efteruddannelse for HK/administrative medarbejdere i det kommunale), som jeg studerer. Nu er jeg 3 måneder inde i forløbet og har bestået mit første fag og er godt i gang med det andet fag. Det skal jeg op til eksamen i midten af januar.

Jeg har også været en tur på den anden side af Atlanten i år. I oktober måned var Karina, Ulrik og jeg på ferie i USA. Vi var ca. 1½ dag i Las Vegas og ca. 13 dage i Los Angeles. Las Vegas er egentligt en sjov by. Lidt underligt, at se den by, man har hørt så meget om. Men det er nok ikke sidste gang jeg tager turen til Las Vegas. Det var anden gang jeg var i Los Angeles. Det er lidt sjovt, at selvom jeg så nogle af de samme ting igen, så havde jeg den samme mavefornemmelse, som den første gang jeg så dem. Den mavefornemmelse, man får, når man ser noget spændende og noget skønt. Tror bare der er noget med mig og LA. ;-)

Julen blev holdt sammen med mine forældre. Var til julegudstjeneste sammen med Karina, Lars og min mor. Det er lidt blevet Karina, Lars og min lille tradition, at tage til julegudstjeneste. Så kan vi lige sige god jul og så tage hjem til vores familier og holde jul.

Nytåret skal tilbringes sammen med Karina, Ulrik, Lars, Jan og Simon. Lige som vi plejer. Det plejer altid være så hyggeligt.

Nu har jeg kigget lidt tilbage på året, der gik. Hvis der skal kigges frem til 2015, så har stadig min uddannelse, jeg skal have gjort færdig. Jeg er færdig i marts måned.
Koncerter bliver der nok også tid til. Bryan Adams har i hvert fald 3 koncerter i Danmark til næste år indtil videre. Så der kan være, man skal tage til en af dem.
Om, der bliver noget ferie til næste år, ved jeg ikke endnu. Men hvis jeg får råd, så kan det være, at der kommer en tur over Atlanten til næste år også.

Comments